Ved den netop afholdte ordinære generalforsamling i Foreningen Rockbæk var der en enkelt udskiftning i bestyrelsen. Generalforsamlingen skulle være afholdt i marts måned, men blev som så mange andre foreningsarrangementer udsat på grund af coronanedlukningen og det deraf følgende forsamlingsforbud.
Jan Rud Petersen, som var en af idemændene bag Rockbæk og har siddet i bestyrelsen siden den stiftende generalforsamling i 2015, har valgt at træde ud af bestyrelsen. Det giver til gengæld gensyn med et kendt ansigt, den lokale ildsjæl Jonas Petersen, som har haft et par års pause fra Rockbæk bestyrelsen er igen frisk på at tage en tørn. Jonas har en stor erfaring med afvikling større arrangementer da han er en af drivkræfterne bag Rockbæk, Jonas er tidligere festivalleder ved Skvulp og han er også kendt af mange fra de år hvor han stod i spidsen for Holbæk Byforum.
Formand Jørn Hedemand udtaler: ”Det var med vemod, da Jan Rud meldte ud, at han ikke stillede op til genvalg til bestyrelsen. Jan har gjort en stor indsats for Rockbæk og har en stor ære af at Rockbæk er nået langt på kort tid. Derfor er det en stor glæde, at Jonas igen meldte sig på banen og vil tage en tørn i bestyrelsen for Rockbæk”
Jonas Petersen udtaler: ”Selv om jeg valgte at træde ud af bestyrelsen for et par år siden, har jeg været med i styregruppen og i den praktiske del af Rockbæk og nu glæder jeg mig til at være en del af bestyrelsesarbejdet i foreningen igen. Igennem 2020 har vi arbejdet med en ny strategi og Vision for Rockbæk og det var under dette spændende arbejde ,at jeg kunne mærke, at lysten kom tilbage. Det begyndte at simre i mig, da Jan meldte ud, at han ikke ønskede at stille op til genvalg. Derfor meldte jeg mig på banen til Rockbæks bestyrelse igen. For mig er de grundliggende ideer stadig de samme, som da vi startede projektet tilbage i 2009 lang tid før Rockbæk blev Rockbæk. Vi skal arrangere nogle fantastiske koncerter, som skaber værdi for byen og borgerne ved at sætte Holbæk på landkortet”.
Som meldt ud tidligere på året aflyste Rockbæk deres arrangement i 2020. Vedrørende 2021 afventer vi nu nogle rammer og vilkår fra regeringen, som forhåbentligt vil gøre det muligt at afholde koncerter og festivaler til næste år.
Som sundhedssituationen er nu, skal der noget af et mirakel til for at Rockbæk igen kan vende tilbage til det Rockbæk står for, nemlig at skabe ekstraordinære oplevelser i Holbæk. som tiltrækker tusindvis af gæster fra nær og fjern.
Vi ved, at der i branchen bliver arbejdet på nogle løsninger for 2021 med visitering og registrering af gæster med Corona pas og temperaturmåling ved indgangene. Derudover er branchen eksperter i Crowd Management og vi har set hvordan Superligaen i Danmark har formået at arrangere fodboldkampe med flere tusinde tilskuere med afstand og siddepladser i små områder/lommer med stor succes og uden smittespredning.
”Vi har ikke de store forventninger til 2021 og det bliver måske tidligst i 2022, hvor vi igen kan vende tilbage med fuld styrke. Vi håber stadig, at det lykkes næste år. Hvis det sker, er Rockbæk klar, udtaler Jørn Hedemand.”
Til generalforsamlingen kom der en masse gode forslag til nogle anderledes arrangementer, som bestyrelsen nu vil kigge på og arbejde videre med. Udover at Rockbæk følger sundhedssituationen tæt og arbejder på alternative muligheder, skal Rockbæk i gang med at implementere den nye strategi & vision.
Foreningen er også i gang med at finde nye partnere til Rockbæk udenfor koncerterne. Vi har et stort netværk, som bakker op om foreningen. Dette er vi i gang med at udbygge og med dette arbejde forventer vi at komme ud med et overskud i 2020.
Jørn Hedemand, formand for ROCKBÆK
Telefon: 40 213 212
Mail: jh@rockbaek.com